Denne blog er inspireret af Richardt Riis`s nylige blogindlæg om splinten og bjælken http://riis.eftertanke.dk/2012/02/03/bjaelken-og-splinten-altid-et-aktuelt-emne/
Den del af indlægget, som særligt fangede min interesse, og som jeg her tager udgangspunkt i, er det problem, som Riis gør opmærksom på – at det har amputeret vores kritiske sans, at vi (dansken) i alt for høj grad har opmærksomhed på egen selvfølelse, altså at være et godt menneske - og at forklaringen på det fænomen kan skyldes at vi overgør Jesu visdomsord om hellere at se bjælken i eget øje end splinten i vor broders.
Riis nævner det i sammenhæng med den muslimske indvandring – jeg tager det ud af den sammenhæng og generaliserer det. Og det gør jeg fordi det får mig til at tænke på at vi måske netop p.gr.a. Jesus, altså den kristne kultur, har et meget svagt billede af hvad det vil sige at være et godt menneske. Underligt nok, kan man sige – vi har jo et meget stærkt forbillede i Jesus. Han er jo, om nogen, et ultimativt godt menneske.
Jeg kan, i stærkt sammentrukket form, beskrive hvor kompliceret, det har været for mig som barn og ungt menneske at forholde mig til, hvad det vil sige at være et godt menneske – og slutteligt om et møde med et menneske, der gjorde det meget enkelt for mig.
Fra samtalerne ved middagsbordet i mit grundtviganske barndomshjem, sidder det dybt i mig, at man ikke gør sig til gode af at sige, eller gøre, godt. Det var ikke noget der blev sagt direkte, men jeg kunne, som de fleste børn kan det, trække en essens ud af de voksnes samtale. Der var tale om et skræmmebillede – et billede af hvordan man absolut ikke er et godt menneske. Skræmmebilledet var “de hellige” – altså de missionske, som der var adskillige af i nabolaget. Om dem kunne vi sige - hilser de på dig, er det en hilsen til karakterbogen. Og som altid, når man deltager i mobning, gav det en følelse af sikkerhed at spille med og hovere med fællerne (familien).
Men samtidig affødte det en forvirring i mit barnesind. For hvordan kan man undgå at gøre sig til gode, når man nu, en sjælden gang, gør noget godt? Jeg havde jo lært kirkens lektie om at gøre det gode. Den barmhjertige Samritaner var en af mine yndlingshistorier. Og jeg ønskede af et ærligt barnehjerte at gøre godt. Jeg ville være en barmhjertig Samritaner. Men hjulpet af de omtalte samtaler ved bordet, begyndte jeg at tvivle på min egen motivation. Jeg kunne jo godt få øje på, at jeg, ved samritanerattituden, pleasede mine omgivelser (karakterbogen) – og oven i købet måske også Vor Herre (den øverste karakterbog).
Den barmhjertige samritaner afgik ved en stille død – og gennem mine ungdomsår opfattede jeg godgørenhed som udtryk for foragtelig falskhed.
Sidenhen mødte jeg en lille buddhistisk munk, der sagde at ethvert menneske ønsker at gøre godt – og at det er meget vigtigt at gøre det. Og hvorfor så det? For at jeg kunne gøre mig til gode af det? Nej, for alle menneskers skyld, sagde han. Du får blot en gevinst i tillæg, nemlig glæden ved at gøre det.
Det var lige den vinkel, jeg manglede på historien om den barmhjertige samritaner. For mig var det Jesu ord, der kom ud af munden på en lille buddhistisk munk.
Ja, vi har et kompliceret forhold til “det gode menneske” i vores kultur. Vi har svært ved at tro helt på, at det er medfødt – altså at alle mennesker ønsker det gode og at denne medfødte godhed er synliggjort ved Kristus. Og at vi derved har frihed, men også ansvar – begge efter evne.
Du har ret i at det gode menneske ikke er velanskrevet i den lutherske danske teologi. Gode mennesker er enten hyklere eller naragtige personer. Vi har ikke blik for glæden ved at være god, den er syndig og hovmodig. Vi skal helst smøre tykt på, når vi taler om menneskers syndighed og nederdrægtighed.
Pædagogisk er det uheldigt, for børn vil egentlig gerne være gode og hjælpsomme. Men i opdragelse piller vi det ud af dem. De skal altså ikke bilde sig noget ind. De skal ind i det teologiske skema – kunses af loven for at kunne oprejses af evangeliet. Fortællingen om farisæeren og tolderen sidder så fast i halsen på os, at vi ikke kan glæde os over at gøre en god gerning, i hvert fald ikke når vi selv gør den. Der måtte spejderopdragelse til for at kunne sige ” og hver dag at gøre en lille ting, som kan glæde og hjælpe en anden.”
De gamle grækere og de katolske middelalder teologer mente ellers at dyd og godhed kan indøves og at guderne og skæbnen lønner det gode menneske. Men de var så heller ikke kristne efter almindelig målestok.
Luther vender sig igen og igen imod Aristoteles. Og han gør det, fordi Aristoteles har den opfattelse, at man blive et godt menneske ved øvelse: ligesom man kan træne sig op til at blive en god citharspiller ved at øve dag efter dag, sådan kan man træne sig op til at blive et godt menneske ved dag efter dag at gøre gode gerninger. Se hans overvejelser her: http://www.martinluther.dk/gal3c.html#64, hvor han også fremhæver sit modstykke: at man først må være et godt menneske, før man kan gøre gode gerninger. Disse gode gerninger er ikke i Luthers optik sære, fremmede, bemærkelsesværdige gerninger (såsom at være en barmhjertig samaritan i en eller anden ekstrem situation), nej, det er dagligdags gerninger, gerninger, gjort i ”kald og stand” for at bruge en luthersk formulering.
Kan man da ikke glæde sig over de gode gerninger, man gør? Jo, glæde sig over, men ikke prale af. Hvis tillidsforholdet til ens nærmeste er intakt, så kan man glæde sig over det, og glæde sig over alle de gode gerninger, man modtager og giver i disse forhold, men hvis man hele tiden holder sig for øje, at dette er gerninger, ”som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef, 2,10), så bliver det altså meget svært, for ikke at sige umuligt, at glæde sig over dem i betydningen: prale af dem, eller bare i betydningen: ”at have glæden ved at gøre det.” Glæden, man eventuelt har ved at gøre det, er en glæde over at leve i et forhold, hvor gode gerninger strømmer ind over én dag ud og dag ind, eller glæden ved at leve i et overflodssamfund, hvor det er muligt uden synderligt afsavn at hjælpe andre.
Synes du man bliver et godt menneske af at være relativist og dermed mene at alt i verden er lige godt?
Jeg har IKKE problemer med godgørende mennesker og kan godt tro på at de gode handlinger er ærligt ment, mit problem går på at jeg synes du lukker øjnene for virkeligheden.
@Claes
Luther er ikke Gud, og de slagsider de lutherske kirker har er heldigvis ikke udtryk for Gud, de glemmer desværre ofte at fortælle os om Guds store kærlighed til os mennesker.
Reformatoren Calvin åbnede lidt for gode gerninger. Vel mente han, at menneskers frelse var forudbestemt hos Gud, men opførte man sig dårligt var det et af tegnene på, at man var forudbestemt til fortabelse. Det mindste man kunne gør var så at prøve på at leve efter Guds bud. Så kunne der være en mulighed for, at man var udvalgt til frelse.
Almindelig jævn ikke særlig kristen tankegang stoler på, at Gud ser selv små tilløb til godhed hos menneskene og siger med digteren Ingemann ” viljen ser vor Herre på, giver kraften vinge.” Så hvad enten man har den ene eller den anden teologi, så er det en god ide, at forsøge på at leve et godt liv præget af barmhjertighed og godhed imod medmenneskene. Og skulle man tage fejl i det stykke, så har i det mindste de andre lidt glæde af det. Deres liv bliver lettere.
P.S. skal jeg være helt ærlig, tror jeg at Jesus så på det på samme måde. Jeg tænker på den ros, han gav den fattige enke, der gav en skærv til tempelblokken.
Jesus er en farlig herre at omgås. Han roser den fattige enke. Og Claes tror, at han så også vil rose os, hvis vi giver noget til de fattige. Måske. Men læg alligevel mærke til, hvorfor han roste den fattige enke: “hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« (Mark 12,44). Den er lidt svært at tygge på, ikke!
@Riis.
Da jeg var ung, burde jeg have haft en teolog som dig til at forklare mig disse ting. Så havde jeg givetvis ikke været så forvirret. For det gør du godt.
Jeg er bange for, at jeg var tidstypisk. Tro mig – der var, og er, meget forvirring omkring dette emne.
@Inger Andreasen
Du blander to forskellige diskussioner sammen. Jeg har forladt samtalen på Riis blog. At være relativist er ikke en betegnelse, jeg er vant til at give mig selv. Jeg mener ikke at alt i verden er lige godt. Og har ikke på noget tidspunkt sagt det. Men måske er jeg det alligevel, når jeg mener, at relativisten er hverken bedre eller dårligere end andre mennesker?
Ang at jeg lukker øjnene for virkeligheden, kan jeg sige, at virkeligheden er mangetydig. Der var relativisten måske igen:)
Du starter selv med at henvise til Richardt Riis, så helt forladt relativismen har du jo ikke.
Og jo du siger at Hassen i Muslimien har det lige så godt som os i Danmark, og du forstår ikke at Richardt Riis bliver ved med at skive om at kristendom har ført til en bedre kultur end islam, hvorfor er det negativt at blive ved med at fremhæve at vi tror at kristendommen er mere menneskevenlig en islam?
Det handler netop ikke om hvem der er bedst relativisten, den kriste muslimen o.s.v., der siger kristendommen at vi alle er lige,- i modsætning til islam.
Når nogle af os siger at kristendommen er bedre end islam er det ikke ensbetydende med at sige at vi der er kristne er bedre eller mere værd end muslimer, eller at danskere er mere værd end mellemøstlige folkeslag.
@Claes
Du skriver: “Så hvad enten man har den ene eller den anden teologi, så er det en god ide, at forsøge på at leve et godt liv præget af barmhjertighed og godhed imod medmenneskene. Og skulle man tage fejl i det stykke, så har i det mindste de andre lidt glæde af det. Deres liv bliver lettere”.
Du har ret. Hvis jeg var nødlidende, ville jeg være ret ligeglad med hvilken teologi, der er bag arm, der giver mig hjælp.
At vi har svært ved at tro på at vi er født gode er vel ikke så mærkeligt, virkeligheden viser noget andet.
Og det allervigtigste er at vi er elskede af Gud på trods af de mindre gode sider vi har.
@Inger
Som munken sagde til mig: Ethvert menneske ønsker at gøre godt.
Så må de fleste af os erkende at det kan vi ikke altid gøre. Men vi må gøre det så godt vi kan. Og glædes, når Gud har maget vejen til at det lykkes (sådan tror jeg Riis ville sige det:))
@Inger
Den, der har sørget for at jeg ikke har forladt snakken om Hassan, er dig. Men det er også i orden.
Det jeg forsøger at sige i Riis blog er: at sammenligne forskellige kulturer i en god/dårlig sammenhæng er svært, fordi det altid er den kultur man selv er vokset op i og kender som sin mor og fars stemmer, man føler sig knyttet til – på samme vis som man er knyttet til lige netop sin egen familie. Hvis nogen siger til mig at min kultur ikke er så god som deres, er det som om de siger, at min familie ikke er så god som deres. Og det er jo en lidt umulig diskussion.
Og ja, jeg siger at Hassan kan være lykkelig i Muslimien, som vi kan være det hér. Og han kan selvfølgelig også være ulykkelig – måske bliver han forfulgt, pint og dræbt. Og danskere kan være meget ulykkelige i DK – f.eks. har vi en højere selvmordsrate end i noget muslimsk land. Men samtidig er jeg da overhovedet ikke i tvivl om, at vi har langt de bedste forudsætninger for at være lykkelige i DK.
Og jeg bebrejder på ingen måde Riis, at han fremfører en væsentlig sag. Tværtom mener jeg det er vigtigt at hans synspunkter bliver synlige i debatten om indvandring. Hans indlæg har måske medvirket til at vi er længere med integrationen i dag end for 10 år siden.
@Ricardt Riis. Du har helt ret i, at der er er ikke så mange, der giver af deres fattigdom, hvad de ejer. Men mon ikke Jesus fremhævede Enkens gave for at vise os, at det ikke er beløbets størrelse, det kommer an på, men sindelaget bag gaven. De rige i templet bragte relativt set ikke så stort et offer, som den fattige enke. Men at Herren også roser de små gaver kan vi se af, at den, der giver en discipel et bæger koldt vand, ikke skal gå glip af sin løn.
Jo, jeg tror, at Jesus vil, at vi skal bestræbe os på at være gode ved hinanden. Vi er jo som mennesker brødre og har den samme himmelske Fader. I gamle dage var der i julen et skilt ved Frerlsens Hærs indsamlings bøsser. Der stod: Gud elsker en glad giver. Og min far lagde vægt på, at jeg huskede at give en skilling i julen. Han var en god mand.